Forlaget Egolibris har præsenteret mig med dette interview:
Interview med Steen Lassen
Hvordan fik du ideen til Du skylder et liv?
Jeg har altid haft en god fantasi og holder meget af at lege med ord og sætninger.
Jeg har derfor i mange år leget med tanken om at skrive en bog, når jeg fik tid nok. Da jeg gik på efterløn, syntes jeg tiden var inde til at komme i gang.
Hvordan kom du i gang med at skrive den?
Krimigenren har altid optaget mig meget, og jeg gik med forskellige plots i hovedet. På et tidspunkt begyndte jeg at notere forskellige ideer og brudstykker ned, og på et tidspunkt faldt brikkerne på plads. Ideen til Du skylder et liv var dermed opstået.
Hvordan har du fået din indsigt i politiarbejde? Du beskriver jo arbejdet meget realistisk.
Jeg har i mange år arbejdet i forsikringsbranchen, hvor jeg bl.a. har arbejdet med politirapporter og efterforskning af sager i forbindelse med ansvarsforsikring. Stoffet har altid fascineret mig, og jeg følger politiarbejde gennem dagspressen og nyhederne på tv hver dag. Jeg har også igennem årene talt med en del advokater og ansatte inden for politiet om deres arbejde.
Har du trukket meget på dine egne erfaringer fra sager, du har været involveret i på dit job?
Jeg har arbejdet med lignende sager i mange år og er blevet inspireret af noget af det, jeg har set, men der er ikke direkte relationer til konkrete sager i bogen. Den er bygget helt på min frie fantasi.
Hvordan var det at skrive bogen? Hvor lang tid tog det dig?.
Da ideen til bogen var på plads, begyndte jeg at skrive. Jeg skriver altid med blyant på papir og renskriver bagefter ved indskrivning på min pc. Tankerne kan jeg meget lettere omsætte til ord gennem en blyant end gennem et tastatur, hvor jeg også skal koncentrere mig om at ramme de rigtige bogstaver. Når jeg først er i gang, må jeg indrømme, at jeg også selv kan blive overrasket over, hvad der kommer ud af blyanten ind i mellem, men det er netop det, der gør processen spændende. Det har taget mig et par år at skrive første bind, fra første tanke til endeligt resultat, og der er opstået mange nye tanker og ideer undervejs. Det er sådan, jeg arbejder bedst.
Du kender jo miljøet rigtig godt, kan man mærke. Bor du selv i Fjellerup?
Jeg valgte at lade handlingen foregå i området omkring Fjellerup, hvor jeg selv bor. Jeg flyttede til området fra Køge for fem år siden. Jeg er formand for Djurslands Turistforening og kender gennem dette arbejde lokaliteterne godt, så valget af sted var derfor let.
Hvem er din ideelle læser til bogen?
Jeg tror, at den ideelle læser til bogen vil være enhver person, der holder af at åbne en spændende bog og lade sig rive med af historien. Den slags personer er der heldigvis mange af.
Hvad fik dig til at udgive på EgoLibris?
Da jeg var færdig med bogen og skulle finde et forlag, kom jeg til at tale med en bekendt, der netop havde fået antaget sin første bog til udgivelse gennem EgoLibris. Jeg tog så chancen og kontaktede forlaget, og så er det gået helt af sig selv med resten.
Hvad er du mest stolt af ved bogen?
Jeg tror, at jeg er mest stolt af at have klaret den udfordring, jeg gav mig selv, nemlig at opfinde og holde styr på alle personerne og handlingen og komme ud med et godt resultat til sidst.
Hvad skal der ske med Fjellerup-serien i fremtiden?
Jeg har allerede skrevet andet bind i serien. Det er nu klar til at gå i redigeringsfasen, og jeg håber på en udgivelse i 2017.
Lena og hendes team skal dog ikke slappe af af den grund. Jeg har allerede lagt rammerne for tredje bind i serien, så der er nok at se til for det gode hold efterforskere.